Kærlighed er gentagelse
Julen er hjerternes fest, siger vi og taler kærlighed
ind i højtiden. Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige
følelse kærligheden er. Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse.
Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi. Vi mister grebet om os selv, om
verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er
uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold.
Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder
den, fordi forelskelse er et nu. Med kærligheden forholder det sig helt
anderledes. Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se
mere end blot nuet. Kærlighed er at ville gense. At tro på historie og tro på
fremtid. Kærligheden kan bære alt og holde til alt, igen og igen. I julen er vi
kun i gentagelsens rum. Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin
plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads.
Den engel skal
stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter
dem andet steds, den går ikke. Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes
i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år.
De samme sange og salmer. Og alligevel vågner vi op ved det, i stedet for at
falde i søvn. Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Når vi finder
fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad
er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver
en fred til at være helt sig selv. Når juleevangeliet fortæller om det lille
barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre
til. Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes i
kærlighed og bliver os selv og andre bekendt.
Med ønsket om et godt
nyt-ord.
Astrid Søe, Mor’s Menageri ©
