lørdag den 10. november 2012

Mødested

Der er noget i det fælles der kan flytte, fare vild,
der er noget der kan dele, noget andet tænder ild.

Der er skikke der er vandret gennem munden i et ord,
der er levevis der smitter og blir del af der du bor.

Der er måder vi kan mødes, enten kærligt eller slet,
der er brød som vi kan dele, så enhver kan blive mæt,

Der er tanker der må leve, uden sprog og uden mål,
der er mennesker der brænder på et evigt hadets bål.

Der er liv der mister pusten, der er tvang og drab og mord,
der er had til andre måder der er frygt hvor troen gror.

Der er folk der holdes nede, med en kold og kynisk magt,
der børn der bor på gaden, sover ej men holder vagt.

Der er verden fuld af ælde, med et fællessprog der sir,
det at være, er at rumme, ta imod hos den som gir.

Dele ud hvor alting rækker, byde ind med mod og håb,
finde ro med andres gåder, i kulturens fællesdåb.

Der er møder hvor vi favner hvor vi finder dit og mit,
i det favntag fødes livet og vi går det første skridt.

Der er dig og dine måder at gi livet vid og vær,
i det spor du tar, er vejen til et liv hvor fred er nær.

//Astrid Søe 2012
melodi: egetræet tunkt af alder eller jorden drejer om sin akse.

Martins Mortens aften

And og gås de går og gyser, på en kold novemberdag,
hvem skal lade liv og vinger, for en gammel hævnagt sag,
Martin også kaldet Morten, gik i skjul i bispeskræk,
Gåsen var en "whistleblower", det blev gåsens sidste træk,
Ydmyg Martin måtte sande at han salvet blev til bisp,
Det kan gå, men værre er det, det blev gåsens sidste gisp!
Martins skik og brug for godtfolk også i det kolde nord,
Gåsestegen er i ovnen til mit Martins nadverbord.


----- ♥-------

Gør klar tl at fejre endnu en indvandret skik, nemlig Mortens aften. (Martin bisp) som også reformatoren Martin Luther er opkaldt efter. Og i den forbindelse hyggetænker jeg lidt på de nye 95 teser der i 2012 bør slås op på kirkeporten med nye måder at finde frem og tilbage i de religiøse stridigheder der råder nu om dage. Debatten om homovielser, juletræer, Eid, frikirker, kirkeskat, religionskultur og multireligiøse samfund. Jo en tese eller to kunne vi nok godt trænge til - midt i debatten og nej og ja bispehatten :-)
 
//Astrid Søe - Mortens aften 2012