Der står den gamle Severin, på tærsklen til en kirke,
i våbenhusets svale skjul, med gammelnordisk virke,
han læner træt på murens sten, og nynner på en salme,
forbander nattens punchebryg og morgenstund har kvalme,
for guld i mund er glædelig og fælleskab for alle,
men kirketrappens gamle sten er blevet ganske smalle,
her hyler fenris, dundrer Thor og Oden skær af grisen,
som vi har sunget om i nord, i gammel folkevisen,
og kirken byggede et hus, hvor sagn og sang var ordet,
og julen rullede så from, på kirkealterbordet,
den gamle Severin så til, og ville myten huske,
for gammelord er også jul, som ord i brændte buske,
og Severin tog ordet frem og lagde det som tæppe,
på våbenhusets kolde gulv, en lyd der høres næppe,
en gammel rusten melodi, af ord fra As og Vaner,
gudmødre til den lille ny, barn Jesus gamle aner.
//Astrid Søe 2013
Grundtvig som genhusker på den gamle nordiske julefortælling, i sampagt med den ny fortælling.
