mandag den 28. september 2015

Nasa live fra Hjallerup

Vi venter med spænding og nerver
På Nasa der barsler med vid 
Hvad fandt de med deres rumfærger?
En and eller noget med bid?
En vandpyt og fem gummistøvler?
En marsbar der er pakket ud?
En flyttemand der går og bøvler?
Rudolf med den rød tud?

Alligevel tror jeg nu næppe
At de fandt en ravklump fra Skagen 
En hjemløs der sov i sit tæppe
En mellemøstlig imam
Jeg tvivler på fund af aviser
Et demokrati og et folk
Måske de har fundet forstanden?
Der kan være jordens tolk.

Snart livestreamer Nasa det hele
Og snakker om Breaking og news
En verdensnyhed at dele
En teleprompter med clues
Og imens suser to satellitter
Rundt og filmer et hav der er gråt
Og klimakrisen den hitter
For i nuet der går det jo "godt"

Vi har kastet med krudt på vor klode
Vi har svinet og rodet og bragt
Skidt og skrammel til rummets kustode
Ryd så op, lige nu blev der sagt
Gad vide om kræmmer og krejler
Nu endelig står med beviser
Når Nasa til Hjallerup bejler
"Vi har fundet en MARSkendiser" 

søndag den 27. september 2015

Blodmåne

Mor måne har fået det røde
Og buttet og rund står hun op
Så lækker som rødgrød med fløde
Med kurver på sind og på krop

Mor måne står nøgen og nynner
En vise af "røde mor"
Og bryster sig af sine ynder
Og blotter sig for vores jord

Mor måne i skyggen af kloden
matronen er fuld og lidt plat
Befriet og helt plukkemoden 
Hun hvisker "vær min nu i nat"

Mor måne har sange om lykke
Hun løsner en drøm at forstå
Og svæver som nattens guldsmykke
Og lyser som kun måner må

//Astrid Søe

søndag den 20. september 2015

Vi snubler i ordet

Vi snubler i ordet
Og deler et folk
For ordet på bordet
Det kom uden tolk

Fornuften låst inde
Og viden lagt bort
I kamp om at vinde
Kun hårdt mod hårdt

Engang var det danske
At samtale frit
Og ikke forvanske 
Et frisind som kit

Vi skabte forenet
En tale-kultur
Der skar ind til benet 
Og skiftes på tur 

Hvad hjælper det folket
At skænde og gå?
Hvis ryggen er dolket
Og tonen er rå?

Skøn på hvad der menes
Det samler igen
Skønt vi ikke enes
Så er du min ven

At enes er ikke 
Et mål i sig selv 
Til det må vi nikke 
I arv og i gæld

Men kunsten at lytte
Og lære og se
I borg og i hytte
Er der vi blir til

//Astrid Søe 2015

lørdag den 19. september 2015

At hele hvad der deler

At hele hvad der deler 
I denne tvivlombruste tid
Med livrem eller seler
Vilkårlighed af vid
At sidde på en sten i læ
Og se fornuften stille dræ
Nedsunket opstands tanke 
Vær selv en redningsplanke

På vådevand af skæbne
Er båden last og brast med håb
Tålmodig tillid væbne
Mod kuld og bølge dåb
I horisont forjættet land
Og håbet lys mig ej i band
Tag hånd om vej og verden
Og led mig i min færden

Mod hegn og mur du trykkes
Slår hånden mod det tomme rum
Og ingen grænse rykkes 
Når dagen den er stum
Du kalder med en krop af mod
Og synker sammen for min fod
Forladt af småligheden
Og død i ensomheden

En uvished der deler
Et folk der bor hvor bøgen står
I ord der intet heler
Og ingen hjerter når
Forladt forandret frost og frygt
Du strides med hvad der er trygt
Lad angsten dø og falde
For kærligheden kalde


//Astrid Søe 2015

mandag den 14. september 2015

Gud - Kend ham på Gnækket.. tanker om Peter Mouritzen og Jens Koudahl bog "Da Gud gik i gang".

Gud - Kend ham på Gnækket.


Gud er nummer ét i køen til jobcenterets iværksætterkursus. Regeringen har skåret i ugerne, så der er bare 7 dage til at skabe ALT. Og det er godt, for Gud har mange lyse ideer, hvis man læser med hos Mouritzen.
Det handler om PH ballance.
At finde rette ståsted mellem surt og sødt, base og syre.
Solen og lyset er hos tegner jens Koudahl en PH lampe der, der giver gamle dønninger til Poul Henningsens skaber univers. Et mødested mellem handling, form og sprog.
I det hele taget handler "Da Gud gik i gang" om en særegen balance mellem lys, skygge og liv.

Gud kan, med et gammelt ord grine med maven uden at åbne munden, nøjagtig som en rar bedstefar fra Vrå eller omegn.
For der er noget helt ualmindeligt almindeligt ved Gud, noget genkendeligt og tænksomt, som en facebook-selfie en morgen hvor solen står op og man vågner med trangen til at gå i gang.

Det er både en meget dansk historisk-poetisk Gud og Grundtvigsk Gud vi møder i bogen.
Tro er et mødested, siger bogen.
Et mødested der ikke tvinger sit eget opdrag igennem, men en gåtur hvor baglommen er fyldt af menneskeliv og uforklarelige greb om tilværelsen.

Man skal aldrig himle over hr. Mouritzens jordnære bibelfortællinger. De er helt ned på jorden, i øjenhøjde med læseren og med menneske først.

Læs den før din præst : )

//Astrid Søe

Årets citat 2015

Året er endnu ikke gået, alligevel tør jeg godt kåre årets mest dækkende og samlende citat 2015.
Et år med klimakrise, folkemøde med ytringsfrihedsfokus, folketingsvalg, rumrejse og flygtninge.
Opsummeret står Andreas Mogensens første ord, da han efter kollision med kloden, åbner munden for at ytre sig siger:
"Jeg var noget rundtosset"
Det er nok årets klogeste og mest opsummerede bemærkning. Tak.

søndag den 13. september 2015

Havregrødssang

melodi:jorden drejer om sin akse.

På min lange indkøbsliste 
står der: husk nu mælk og kød
jeg har orden på det meste
bønnerne de skal i blød
mel til boller og til jævning
æg og honning, fisk og bær
der skal være gær til hævning
på beløbet, tak som ber.

Middagsselskab med de nære
rester fra de riges bord
retterne er ganske sære
men rustikke, kendt fra nord
jeg kan blære mig med kunnen
jeg kan vokse i min mad
men jeg bør nok egentlig sende
tak til landmanden som gad.

Rucola og artiskokker
dem har andre sat i jord
gulerødder, ja for pokker
på det store kolde bord
jeg har alt hvad jeg begærer
men har intet sået selv
og den frugt som træet bærer
får jeg dog alligevel

Jeg kan huske mine bøffer
gik og gumlede på hø
et par tusind søde “øffer"
de blev født kun for at dø
men alligevel er tanken
at naturens løb er godt
alt der kommer, må gå planken
der har tusind slægtled trådt

Havregrøden står og simrer
koger over og blir brændt
ved komfuret fravær glimrer
jeg blir reddet sår’n omtrendt
for du smiler denne morgen
mens du vasker gryden op
for nu bærer jeg på våren
i min egen spire krop

Astrid Søe 2014

Noget der bestandigt sker

melodi: der dukker af disen:

Jeg går gennem asfaltens gader og grå
og plukker et menneske ord
om livet på landet hvor himlen er blå
og alting opstår gennem jord
jeg læner min pande mod muren og ser
at solen står op, mens jeg ler
naturen er kraft
vi altid har haft
og noget der bestandigt sker.

Jeg længes mod marken hvor kornet står tæt
og kilder mit knæ og min fod
jeg husker i kærlighed når jeg er mæt
at modet dog altid har rod
at alt hvad jeg vokser og gror er din lov
historien vendt med en plov
naturen er kraft
vi altid har haft
du spirer jo selvom jeg sov

Maskinerne drejer og diesel gir gas
og traktoren spærrer en vej
jeg holder i kø, trækker ud, giver plads
for høsten betyder for dig
at natten må bruges og kornet skal ind
før efterårsregnen og vind
naturen er kraft
vi altid har haft
du kender dens gang i dit sind

Jeg ved der er vilje og vej der skal nåes
og lykken er lune og vejr
og regnen skal komme til frøet der såes
og læhegnet værne især
du lytter til vinden og frosten der går
og ukrudt er kam til dit hår
naturen er kraft
vi altid har haft
din skæbne er skift år for år.

Astrid søe 2014



landbrugssang

tone: at lære er at ville

kulturlag vendt med ploven
omvæltet gennem tid
og regnens liv fra oven
gir kornet mere bid
i kerne og i saften
af slid og skabertrang
jeg nynner denne aften
naturens egen sang

vi henter ind af gaver
der ubemærket gror
på marken og i haver
og uden store ord
at dyrke og at drive
at lægge jordens frø
bedække og oplive
at fodre og at dø

At håbe og at ville
og finde frugt og frø 
i harvens smalle rille
at leve eller dø
trods helt moderne tider
og skemalagte år
er markens strakte vidder
et under gennem vår

jeg læser i avisen
at alt hvad der er mit
blir målt udfra devisen
kun gift og sprøjteskidt
men når jeg går i stalden
og mælkekvonten nås
historiens gamle kalden
med bonde sprog forstås

lørdag den 12. september 2015

Da facebook blev en folkeoplysende forening.

Vi statsmanden samle et stort parti,
Vil kræmmeren vinde uhørte procenter,
vil kunstneren hjælpe sig uden geni,
vil doktoren omringes af patienter.
Så er der et ene
-ste middel til tjene -
-ste - det er: det pureste, skæreste, rene-
ste gøjleri.

Erik Bøgh. 1856

Forenings danmark har travlt. Meget travlt.
De skal arrangere sig og tilrettelægge konferencer og tidsskrifter, arrangere møder, folkemøder, studiekredse, opdatere deres facebook og hjemmeside og holde orden på økonomien.
De skal tillige holde generalforsamlinger for medlemmerne og styre deres mere eller mindre professionelle sekretariater.

Bevares, det tager tid. jovist og his dig op og kom herned.

Tilbage er drømmen om folkeoplysningen.
Den der ubegribelige størrelse der ikke kender til mødetider og målstyrede tendenser, teorier og stradegier, for at ikke at nævne umildbarheden og det korte optræk.

Folkeoplysningen defineres fra Kulturministeriet således:
Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund.

Det er et slående fravær i denne tid hvor folkedybet har ytret sin kærlighed og taget både samfund og loven på sengen.
Godmorgen lille land og imens de folkeoplysende foreninger leder efter deres tøfler, er folket for længst oplyst - af hinanden, udenom foreninger og uden om det vanlige opdrag.

Forskellen mellem folket og de folkeoplysende foreninger synes pludselig at være det reelle fælleskab.
At man lever i et skæbnesamfund med hinanden og at oplysningen er nede i øjenhøjde.

Måske er det tid at vi spørger os selv, hvor de folkeoplysende foreninger er på vej hen og hvorledes de opfylder deres formål.

At være et folk og repræsentere et folk forpligter til fælleskabet.
Det folkelige fælleskab.

Nu kan man igen spørge hvad folk betyder.
Der er flere tydninger.
En geografisk bestemt størrelse for de mennesker der lever inden for et lands grænse.
og den politiske formel på ordet folk, der består af de borgere der lever der og deres borgerrettigheder, deres stemme også i forhold til eliten og magten.

Folk, hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig, er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? skrev N.F.S. Grundtvig og svarer selv at et folk der dem der vælder sig ind i skæbnefælleskabet og har ild og øre for hvad det givne lands folk vil.
Folket er et hele, bestående af mange forskellige meninger og holdninger, grøfter og bjerge.
Men at vælge fælles skæbne og vælge sin ind i et folk er det der giver borgerskab og folkevilje.

Folkeoplysning er ligeledes en skifting. Oplysning til folket eller oplysning fra folket?
Svaret ligger i foreningstanken, det er folkets foreninger, det er civilsamfundet, det er medlemsejerskab og mundtøj der tæller.

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes

Folkedåd og livet, det er det der ligger mig på sinde i dette indlæg.

Jeg sad selv til Hal Koch jubilæum på juridisk fakultet og hyggede mig i smug mens hele verden brændte om min vugge. Og vi sad der sammen, alle vi der kærer os om folkeoplysning, oplysning til livet og vigtigst samtale.
På mødet var der ikke indlagt tid til samtale, bevares, det er der aldrig på den slags møder.
Skiftende folk drog for i korte indlæg der alle tog Hal Koch for pålydende og priste den folkelige samtale.

Imens folkeoplyserne holdt jubilæum, talte folket sammen på facebook, twitter, snapchat og instagram.
De forsamledes uden om de vanlige foreninger og samlede danmark, ikke i ord, men i en stædig samtale på tværs af sund og bælt.
De mødet fysisk om og vedblev samtalen, tog tvivlen for givet, gav den navne, gav den liv og gav den ben at gå på.

- Vi klappede så hænderne var ved at falde af til Hal Koch jubilæet. Det var en prægtig dag og jeg vil gemme den på min trofæhylde over ting jeg var heldig nok til at opleve.
Mine hænder var stive af at klappe til sidst.

Imens ude blandt det handlende og samtalende folk, var hænderne også stive - af at vinke.
af at bære og løfte. Af at taste holdninger og meninger på de folkelige medier, som igen blev delt og delt og delt som en gammeldansk trampedans.

Der stode tre skalke og tænkte et råd,
- tungluti, tungluti, lustudilei -
De ville til møllerens datter gå.
- Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus,
- tungluti, tungluti, lustudilei.
- Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni.

De tre skalke handler og bærer og kører fiat punto og giver hånd til de andre der måtte handle, nemlig det danske politi der på alle måder  var nødstedt mellem folket og loven.

Så hvorfor nu skyde på dem man elsker? De folkeoplysende foreninger og organisationer? De frie skoler, oplysningsforbund og andre forsamlinger af folk?

Fordi jeg savnede dem i denne pludselige tilstand, som vi havde vist ville komme, som vi havde set blive til virkelighed, som medierne og pressen havde givet anelser om for længe længe siden.

Er man overhoved forpligtet som folkeforening til at svare og give lyd når danmark står på den anden ende? Kan vi ikke vente og tage det op på et bestyrelsesmøde? evt indkalde vores medlemmer og spørge dem hvordan vi skal agere?

Nej, man er forpligtet til at fortætte folket. at formidle, på stedet, at være det levende ord. et hjertesprog mellem folk.
Det er den kærlighed vi fik da vores folkelighed blev sat fri.
Frihed forpligter og forplanter.

Foreninger har måske ikke forpligtigelse til at tage stilling eller vælge side, men de er forpligtet til at åbne debatten og spørge ud i folket, vidt og bredt.

Lige nu er foreningen facebook den førende folkeoplysende forening vi har.

Tag endelig ikke fejl, jeg har et fuldbyrdet kærlighedsforhold til netop disse foreninger, men er det ikke tid at de vågner og blander sig?
Går det for langsomt til den nye tids præmisser og samtale hen over markskel og foreningskontingenter?
Er vi ligefrem der hvor en smule gøjl ville bløde en indgroet plet på lagnet op?

Således spørgsmålet - hvad er svaret og hvor hurtigt kommer det ud i den levende samtale som vi alle sammen er netop et produkt af.

//Astrid Søe

torsdag den 10. september 2015

Høstsalme

Høstsalme

melodi: Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt


Nu falder frugten nådigt ned og møder jord igen
et håndtryk fra naturen, opstandelse og ven
og knæet bøjer sig mod jord og løfter livet op
en ring af evig troskab en grænse uden stop

Ved marken læner træet sig mod vestenvind og kuld
og roden blotter livet og letter på sin muld
kastanjen lyser fuld af håb og kalder leg og ly
jeg kravler mellem grene og bliver barn på ny

I alt jeg fik og længtes mod, i høstens gavn og giv
var modet til at råbe, kom ind, min ven og bliv
du gik på vejen mellem ord og ledte efter mig
jeg høstede den lærdom, at jeg i alt er dig

At kende og at høres ved, imellem sprog og ånd
at løfte nogens skæbne og løsne stramme bånd
at give fred og huse liv og gøre dagen stor
at holde om hinanden i fælleskab og ord

Nu takker jeg for alt jeg fik, og længsler der blev mødt
forskellighed og vilje til både blankt og stødt
og når nu hylden kaster i velsignelse sit bær
så kan jeg atter sige; størst kærligheden er.

//Astrid Søe 10. september 2015