At hele hvad der deler
I denne tvivlombruste tid
Med livrem eller seler
Vilkårlighed af vid
At sidde på en sten i læ
Og se fornuften stille dræ
Nedsunket opstands tanke
Vær selv en redningsplanke
På vådevand af skæbne
Er båden last og brast med håb
Tålmodig tillid væbne
Mod kuld og bølge dåb
I horisont forjættet land
Og håbet lys mig ej i band
Tag hånd om vej og verden
Og led mig i min færden
Mod hegn og mur du trykkes
Slår hånden mod det tomme rum
Og ingen grænse rykkes
Når dagen den er stum
Du kalder med en krop af mod
Og synker sammen for min fod
Forladt af småligheden
Og død i ensomheden
En uvished der deler
Et folk der bor hvor bøgen står
I ord der intet heler
Og ingen hjerter når
Forladt forandret frost og frygt
Du strides med hvad der er trygt
Lad angsten dø og falde
For kærligheden kalde
//Astrid Søe 2015
